Prinsesse Amalias glimtende safirdiadem: Læs alt om familiesmykket her
Da prins Christians 18-års fødselsdag blev fejret på Christiansborg Slot, bugnede det med flotte gæster, der havde iklædt sig deres flotteste puds.
Det gjaldt også Hollands 19-årige tronfølger, prinsesse Amalia, som på aftenen var uden sine forældre, kong Willem-Alexander og dronning Maxima.
I stedet fulgtes hun med Belgiens tronfølger, 21-årige prinsesse Elisabeth, der også var til fest uden sine forældre, kong Philippe og dronning Mathilde.
Prinsesse Amalia bar til prins Christians fødselsdag en blå gallakjole fra Essentiel Antwerp og matchende pumps fra Manolo Blahnik, skriver UFO No More.
I håret bar prinsesse Amalia er glimtende smykke, der har været i hendes families eje i mange årtier.
Ifølge smykkebloggen The Court Jeweller er der tale om det nederlandske safirdiadem, som egentlig var en halskæde.
Halskæden, som bestod af diamanter og elleve smukke safirer, var oprindeligt en gave fra kong Willem III til hustruen dronning Emma. Den begyndte som en forholdsvis kort halskæde, en choker, men senere blev den lavet længere.
Kong Willem III og dronning Emma er prinsesse Amalias tiptipoldeforældre.
Stamtræet ser således ud:
Kong Willem III og dronning Emma (1849-1890)
Vilhelmina og hertug Heinrich (1890-1948)
Dronning Juliana og prins Bernhard (1948-1980)
Dronning Beatrix og prins Claus (1980-2013)
Kong Willem-Alexander og Dronning Maxima (2013-)
Prinsesse Amalia
Diademet har fem diamantformede safir- og diamantdekorationer, og ifølge smykkebloggen kom disse dekorationer fra et smykkesæt, som folket i Holland gav dronning Vilhelmina, da hun giftede sig i 1901.
Flere af de kongelige kvinder i den hollandske kongefamilie har båret det pragtfulde smykke – bl.a. dronning Maxima, som bar det til dronning Margrethes 70-års fødselsdag i 2010.