7. okt. 2024
Af Maria Hoang

Japans tidligere kejserinde Michiko er indlagt efter faldulykke

Eks-kejser Akihito og tidligere kejserinde Michiko. 
Eks-kejser Akihito og tidligere kejserinde Michiko.
Foto: Pool For Yomiuri/AP/Ritzau Scanpix
Japans tidligere kejserinde blev natten til mandag indlagt, efter hun faldt i sit hjem.

OPDATERET KL. 15:16: Det kejserlige palads oplyser, at eks-kejserinde Michiko har brækket den øverste del af højre lårben, og at hun derfor skal opereres tirsdag.

----

Mandag meddeler det kejserlige palads i Japan trist nyt: Natten til mandag blev eks-kejserinde Michiko indlagt på universitetshospitalet i Tokyo, efter hun faldt i sit hjem på Sento Imperial Palace.

Ifølge TBS News Dig besøgte eks-kejser Akihito sin ægtefælle, der fylder 90 år senere på måneden, på hospitalet.

Den forhenværende kejserinde er ifølge mediet indlagt med smerter i benet, og det kejserlige palads vil oplyse mere, når lægernes undersøgelser er overstået.

Ifølge planen vil den tidligere kejserinde blive udskrevet her til aften.

Herhjemme har vi også et royalt fald frisk i erindringen: Den 18. september faldt dronning Margrethe i sit hjem på Fredensborg.

Hun blev indlagt på Rigshospitalet og er nu sygemeldt med en skade på nakkehvirvlerne og et brud på venstre hånd.

Læs mere om: