Nu begynder kongelige gæster at ankomme til historisk fest
Japans hovedstad Tokyo får fornemt besøg i dag og de næste par dage, når repræsentanter fra næsten 200 nationer deltager i en højtidelig tronskifteceremoni med kejser Naruhito og hans kejserinde Masako i hovedrollerne.
Spaniens Felipe og Letizia er kommet
Spaniens kong Felipe og dronning Letizia var blandt de første royale, der landede i lufthavnen udenfor Tokyo. Også Danmarks kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er blandt gæsterne til den store begivenhed, der bliver fejret tirsdag opg onsdag. Blandt de øvrige kongelige deltagere til tronskifte-ceremonien er Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima samt Belgiens kong Philippe og dronning Mathilde.
Kongelige til te hos kejserparret
En af de fine begivenheder er et særligt teselskab onsdag. Her vil kejser Naruhito og kejserinde Masako nyde at have besøg af deres venner fra de europæiske kongehuse. Mary og Frederik er naturligvis blandt gæsterne til den eksklusive begivenhed. Desuden byder den historiske fest på adskillige banketter, hvor man forventer, at de fine kjoler og fornemme ordener bliver vist frem.