Storslået bryllup i Jordan: Prinsesse Iman og Jameels eventyrlige dag
Beit Al-Urdon Palace dannede rammen om den eventyrlige kærlighedsfest, der fandt sted den 12. marts 2023.
Her giftede Jordans kongepars ældste datter, prinsesse Iman, sig med sin elskede Jameel Alexander Thermiotis, kaldet Jimmy.
Det unge par – bruden var 26 og gommen 28 – havde været forlovet i ni måneder, før de foran familie og venner sagde ja til hinanden ved en højtidelig og religiøs ceremoni.
Prinsesse Iman bar en elegant og enkel brudekjole fra Dior med blonde i udskæringen og blondemanchetter. Det lange slør var broderet med smukke blomster. Bruden bar desuden et nyt og meget smukt diamantdiadem, som hun med stor sandsynlighed har fået i gave fra sine forældre, kong Abdullah og dronning Rania.
Den 26-årige prinsesse Iman blev fulgt til den religiøse ceremoni af sin storebror, Jordans kronprins Hussein. Sammen med kong Abdullah og brudens lillebror, Hashem, var kronprins Hussein vidne til, at bryllupskontrakten blev underskrevet, og de tre satte efterfølgende deres signatur på dette.
Vi har samlet de bedste billeder fra den eventyrlige dag i galleriet herunder.