Kongelig babylykke! Alle disse royale børn kom til verden i 2024

Storken landede hos en række kongelige og fyrstelige familier i verden i 2024.
Vi har her samlet en liste over børnene, som er kommet til verden i år.
Prins Gustav og prinsesse Carina af Berleburg
Prins Gustav og prinsesse Carina fortsætter med at ride på den bølge af lykke, som begyndte, da de endelig efter knap 19 års forhold kunne gifte sig i 2022.
Året efter – den 26. maj – kom deres søn, prins Gustav Albrecht, til verden, og i år blev familien beriget med endnu et medlem, prinsesse Mafalda, som er født den 26. april.
Begge børn er kommet til verden via en rugemor i USA.
Den lille prinsesse, som bor med familien på Berleburg Slot i Bad Berleburg, blev døbt i slotskapellet den 31. august, hvor bl.a. prinsesse Marie og græske prins Philippos stod fadder.
– Vi er meget glade for de mange lykønskninger til vores datter Mafaldas dåb. Hun er en sand solstråle og har sammen med sine gudforældre og venner og slægtninge givet os en uforglemmelig dag, udtalte de stolte forældre efter dåben til BILLED-BLADET.
Sommeren blev bl.a. brugt med kong Frederik, dronning Mary og deres børn på Graasten Slot.

Prins Félix og prinsesse Claire, Luxembourg
I begyndelsen af året kom en ny prins til verden i Luxembourg. Den lille dreng, som har fået navnene Balthasar Felix Karl, blev født den 7. januar som tredje barn af prinsesse Claire og prins Félix, der er søn af landets storhertugpar, storhertug Henri og storhertuginde Maria Teresa.
Prins Félix og prinsesse Claire har ud over lille Balthasar børnene prinsesse Amalia, 10, og prins Liam, 8. Familien bor i Frankfurt, en lille times kørsel fra byen Usingen, hvor Claire er født. Den lille prins er nummer syv i den luxembourgske tronfølge efter sine søskende, Amalia og Liam


Kronprins Hussein og kronprinsesse Rajwa, Jordan
En ny verdensborger blev født i den jordanske kongefamilie den 3. august i år. Den lille prinsesses forældre, kronprins Hussein og kronprinsesse Rajwa, blev velsignet med pigen, som er opkaldt efter sin faster Iman.
”Deres Kongelige Højheder er umådeligt glade og taknemlige over at byde deres førstefødte velkommen, og de opfordrer til, at man overvejer at donere til Al-Aman Fonden (som støtter forældreløse børns fremtid, red.) i stedet for at sende gaver eller blomster”, skrev hoffet efter prinsesse Imans fødsel.
Den lille familie bor ifølge Hello Magazine halvdelen af tiden på Raghadan-paladset i Jordans hovedstad, Amman, hvor prinsesse Imans farfar og farmor, kong Abdullah og dronning Rania, også bor. Den anden halvdel af tiden, når de ikke har officielle pligter, bor kronprinsfamilien i et hus i en af forstæderne til Amman.
Farmor, dronning Rania, har flere gange delt billeder af det første barnebarn, som, hun lader alle vide, er meget elsket i familien.
”Iman, du har allerede vundet mit hjerte. Vores familie har aldrig været mere lykkelig”, har Rania skrevet om lille Iman.


Prins Christian og prinsesse Alessandra, Hannover
”Velkommen til verden, Alexia. For tre uger siden kom du og fuldendte vores familie. Vi elsker dig uendelig højt”, skrev prinsesse Alessandra på Instagram i marts, hvor hun og prins Christian af Hannover blev forældre for tredje gang.
Parret, som mødte hinanden allerede som teenagere, blev gift i 2018. I 2020 blev de forældre til tvillingerne Nicolas og Sofia.
Familien bor i Madrid, hvor Alessandra arbejder med sit brand Moi & Sass, som laver bæredygtige tasker. Prinsessen er derudover Dior Couture Ambassadør i Spanien.

Arveprins Ernst August og prinsesse Ekaterina, Hannover
Arveprins Ernst August af Hannover blev den 18. juli far til fire, da hustruen prinsesse Ekaterina fødte en lille pige.
Prinsessen, som blev født på sygehuset Klinikum Dritter Orden i München, har fået navnet Margarita.
Familien, som også tæller børnene Elisabeth, Welf August og Eleonora, flyttede i 2022 til Østrig, fordi Ernst August skulle tage sig af de økonomiske anliggender for Herzog-von-Cumberland-stiftelsen. Prinsesse Ekaterina er modedesigner og har sit eget mærke Ekat samt børnetøjsmærket Lily & Klaus.
Arveprins Ernst August, som giftede sig med Ekaterina i 2017, er sammen med broren Christian af Hannover søn af prins Ernst August, som i en årrække var gift med prinsesse Caroline af Monaco. De fik sammen datteren Alexandra.

Prins Ludwig og prinsesse Sophie, Bayern
Storken landede hos Wittelsbach-familien i Bayern den 6. august, hvor prins Ludwig og prinsesse Sophie blev forældre for første gang.
Den lille drengs fødsel blev meddelt på Haus Bayerns sociale medier med ordene:
”Prins Rupprecht Theodor Maria blev født den 6. august 2024 i München. Mor og barn har det godt, og den unge familie nyder nu deres første dage sammen”.
Prins Ludwig af Bayern nedstammer fra en af de ældste tyske aristokratiske familier og ligeledes er tipoldebarn af den sidste konge af Bayern, Ludwig 3. Han er efter det nuværende familieoverhoved, hertug Franz af Bayern, sin fars fætter hertug Max, og sin far, prins Luitpold, den fremtidige leder af Huset Bayern.

Prinsesse Alexandra og Nicolas Bagory, Luxembourg
Prinsesse Alexandra af Luxembourg og Nicolas Bagory holdt sidste år deres drømmebryllup med to kærlighedsfester – først ved en borgerlig vielse i Luxembourg, og en uge efter blev de kirkeligt velsignet i det sydøstlige Frankrig, hvor Nicolas er fra.
Lige knap et år efter blev de beriget med et lille mirakel, da de blev forældre for første gang.
Den lille pige, Victoire, er født den 14. maj i Paris, hvor familien også bor. Her arbejder prinsesse Alexandra som professionel linguist, mens Nicolas Bagory ifølge hoffet i Luxembourg arbejder med sociale og kulturelle projekter.
Victoire, som ikke har titel af prinsesse, er nummer 9 til tronen i Luxembourg efter sin mor, Alexandra, der er eneste datter af landets storhertugpar, Henri og Maria Teresa.

Louis og Marie Ducruet, Monaco
Louis og Marie Ducruet fik sig en tidlig julegave, da deres andet barn kom til verden i begyndelsen af december. Parret offentliggjorde den glædelige nyhed på Instagram, hvor de også afslørede navnet på den lille ny. ”Vores familie er vokset, efter vores lille Constance er ankommet”.
Parret, som blev gift i 2019, har i forvejen datteren Victoire, der blev født den 4. april sidste år.
Louis Ducruet, 32, er søn af Monacos prinsesse Stephanie, og han er dermed nr. 15 i den monegaskiske tronfølge. Hans to døtre er henholdsvis nr. 16. og 17.
