4. jun. 2024
Af Sofie Nymand

Kongelige udnyttes: Nu reagerer hoffet i Luxembourg

Storhertuginde Maria Teresa og storhertug Henri til kong Frederiks 50-års fødselsdag. 
Storhertuginde Maria Teresa og storhertug Henri til kong Frederiks 50-års fødselsdag.
Foto: Hanne Juul
Flere opslag på sociale medier får nu hoffet i Luxembourg til at reagere.

I Danmark oplever vi, hvordan kong Frederik og andre kendte har floreret i svindelkampagner på sociale medier, og det samme gør sig gældende i Luxembourg, hvor storhertug Henri, storhertuginde Maria Teresa og familien udnyttes i falske opslag.

Internetsvindlen er taget til i sådan en grad, at hoffet nu er nødsaget til at reagere.

Det gør de på deres Instagramprofil, hvor de samtidig advarer mod de falske opslag og konti, der er i omløb.

”Storhertugens familie har bemærket en stigning i Facebook-konti, der efterligner medlemmer af familien og det fyrstelige hof,” indleder hoffet.

”Vær opmærksom på, at hoffet, storhertugen og medlemmer af familien ikke tilbyder gaver eller reklamerer. De reklamer, der promoveres i opslagene af disse konti, er bedrageri og bør rapporteres,” opfordrer hoffet.

Herudover giver hoffet er par gode råd til, hvordan man kan spotte, om det er reelle opslag og verificerede konti.

Heriblandt fremhæver de, at storhertugdømmets officielle profil er markeret med et blåt flueben ved navnet, som indikerer, at det er en verificeret konto. Alle konti, der giver sig ud for at være storhertugfamiliens, mangler derfor dette symbol.

I opslaget viser hoffet, hvordan et falsk opslag ser ud. Og afslutningsvist minder de endnu en gang folk om, at storhertugfamilien med Henri af Luxembourg i front ikke reklamerer eller laver sponsorater. Og derfor vil disse opslag som udgangspunkt altid være falske.

Hoffets opslag om de falske profiler er blevet pinned, så det ligger som det første på deres Instagram, så flere er opmærksomme på det.

Tidligere på året florerede der også en falsk video af kong Frederik. Videoen var blevet manipuleret, så det så ud som, at kongen reklamerede for et produkt, der i virkeligheden var til for at narre penge ud af folk.

På samme vis har vi set, hvordan flere kendte, heriblandt Anders Lund Madsen, Ulla Essendrop og Johannes Langkilde, er blevet udnyttet i svindelkampagner og fake news.

Læs mere om: