
Lille prins François fylder 2 år: Se de fortryllende billeder

Sikke nogle fortryllende brune øjne!
Luxembourgs arvestorhertugpar, Guillaume og Stéphanie, kan i dag fejre, at deres yngste søn, prins François, fylder to år.
I anledningen af den lille guldklumps 2-års fødselsdag har arvestorhertugparret delt en række skønne familiebilleder, hvor man kan se den glade fødselar.
Den lille prins blev fejret med en stor og flot kage, hvor der med garanti var et stykke til hver. Kagen var pyntet med et grønt tog, som kører afsted med et 2-tal.

På billederne ser han særdeles fornøjet ud, mens han render rundt i overalls og får lov til at lege i naturen.
Hans far, arvestorhertug Guillaume, sidder med en høne i armene, men her holder den lille prins sig altså på behørig afstand.
Prins François fylder 2 år
På et af de andre familiebilleder ser det dog ud til, at han har opbygget mod nok til at bevæge sig tættere på – dog med mor og far på hver sin side, så han kan føle sig sikker.