Aldrig sket før: Nyt billede af fyrst Alberts børn trækker overskrifter
For første gang nogensinde kan man se alle fyrst Alberts børn samlet på et offentliggjort billede.
Det er fyrst Alberts ældste datter, 29-årige Jazmin Grimaldi, som har delt et sødt billede af sig selv sammen med sine tre halv-søskende: Alexandre Grimaldi-Coste,18, og de syv-årige tvillinger, arveprins Jacques og prinsesse Gabriella.
Årets højdepunkter
Det unikke billede har Jazmin Grimaldi delt på sin Instagram som del af et slideshow, der viser hendes højdepunkter fra 2021.
Tryk her for at se billedet i magasinet People
Jazmin Grimaldi kommer ikke nærmere ind på, hvornår eller hvor billedet er taget, men det kunne være taget i sommer, hvor Gabriella havde klippet sit hår helt kort.
Ikke del af tronfølgen
Jamzin Grimaldi, som er fra fyrstens forhold med amerikanske Tamara Rotolo, mødte første gang sin far som 11-årig, efter at han havde vedkendt sig hende formelt i 2006.
Mens Alexandre Grimaldi-Coste er fra forholdet med Nicole Coste.
Hverken Jazmin eller Alexandre er en del af tronfølgen i Monaco, men bliver økonomisk støttet af fyrst Albert.
Det er kun få måneder siden, at Jazmin Grimaldi for første gang delte et billede af sig selv sammen med Alexandre Coste, da han i sommer fyldte 18 år.