Charlotte Casiraghi fremviste kæmpe diamantring til gallafest
Prinsesse Carolines ældste datter, Charlotte Casiraghi, havde for første gang sin kæreste gennem et år, den fransk-libanesiske filmproducer, Dimitri Rassam, med til årets store society-fest i Monaco, The Rose Ball. Men også den store diamantring på Charlottes finger vakte opsigt, og i følge det internationale magasin HELLO! er Charlotte Casiraghi blevet forlovet for tre uger siden og skal giftes til juni med Dimitri Rassam.
Prinsesse Caroline og Karl Lagerfeld
Med til ballet i Monaco var også Charlottes mor, prinsesse Caroline, der fulgtes med sin livslange designer-ven, Karl Lagerfeld, som gennem mange år har stået for udsmykningen og designet af den store fest. I år var temaet "Manhatten Ball".
Prinsesse Carolines ældste søn, Pierre Casiraghi, kom med sin hustru, Beatrice Borromeo, der bar en sort kjole fra Alberta Ferretti 2017 kollektion.
Prinsesse Alexandra i Chanel
Den unge prinsesse Alexandra af Hanover, der er prinsesse Carolines yngste datter, bar en elegant Chanel-kjole, og den 18-årige prinsesse fulgtes med sin kæreste, Ben Sylvester.
Mest opsigt vakte dog Charlotte Casiraghi i en fantastisk sort og hvid Yves Saint Laurent kjole.
Rose Ball 2018
To trofaste gæster ved det store Rose Ball er den danske designer, Isabell Kristensen og den svenske jet-setter Victoria Silvstedt.