Fyrstendømmet Monaco: Som mor, så datter
Prinsesse Stephanie fulgtes med sin smukke 19 årige datter, Pauline Grace Maguy Ducruet, til et velgørenhedsarrangement til fordel for Charity Fight Aids Monaco, en velgørenhedsorganisation, som prinsesse Stephanie er formand for.
Det er anden gang i år, at den unge Pauline følges med sin mor til et arrangement i CFAM-organisationen, og for hver gang bliver den unge Pauline smukkere og smukkere, ligesom hun mere og mere kommer til at ligne sin fyrstelige familie.
Især har hun mange fælles træk med sin kusine, 27 årige Charlotte Casiraghi, der er højgravid i disse måneder.
Pauline siges, at have været rigtig dygtig i skolen, og endda have sprunget et år over, hvorfor hun fik sin internationale franske studentereksamen i sommeren 2011 - kun et år efter sin storebror, Louis Ducruet.
Selv om Pauline Ducruet ikke har nogen titel, er hun alligevel nummer otte i rækken til den monegaskiske trone.
For øjeblikket studerer hun sprog på Language School i Monaco, ligesom hun er en ivrig dykker.
I 2010 repræsenterede hun Monaco i Junior Verdensmesterskabet for dykkere i Aachen i Tyskland, og samme år deltog hun også i Europamesterskabet for juniorer i svømning og dykning i Helsinki i Finland, samt var en del af Monacos delegation ved Junior OL i Singapore.