Fyrstinde Charlene fylder 44: Derfor er det en smertefuld fødselsdag
Normalt er fødselsdagsfejringer og generelle fejringer i familien forbundet med glæde. Sådan har det ikke været for Monacos fyrstefamilie i over et halvt år.
Sidste forår rejste fyrstinde Charlene til sit hjemland Sydafrika som et led i en kampagne mod krybskytteri. Fyrstinden skulle blot have været i Sydafrika i nogle uger, men undervejs pådrog hun sig en voldsom øre-, næse-, halsinfektion, som krævede hele fire operationer, før hun et halvt år senere kunne rejse hjem til familien i Monaco.
Desværre var fyrstinden endnu ikke på toppen. Efter hjemkomsten til Monaco og familien meldte hoffet ud, at Charlene igen var rejst ud af Monaco. Denne gang var hun rejst til et hemmeligt sted for at modtage behandling for psykisk og fysisk udmattelse.
Svært for Charlene
Mens fyrstinde Charlene har fraværende på grund af sygdom, har der været særlige mærkedage i familien, som hun af den grund ikke kunne deltage i. Heriblandt sin egen 10-års bryllupsdag med fyrst Albert og sine tvillinger Jacques og Gabriellas 7-års fødselsdag.
Den 25. januar fylder fyrstinde Charlene 44 år, og denne fødselsdag bliver også forbundet med smerte for fyrstinden, uanset om hun er sammen med familien eller ej, mener BILLED-BLADETs kongelige ekspert Marianne Singer.
- Det sidste års tid har været så svært for Charlene. Hun har lidt under savnet til sin mand og børn, og hun lider stadig af eftervirkningerne af den slemme infektion, hun pådrog sig for mange, mange måneder siden.
- Det har jo været svært for hele fyrstefamilien. Børnene har skullet undvære deres mor, og Albert og Charlene hinanden. Derfor vil Charlene nok, som enhver mor ville, være ked af de ting, hun er gået glip af under sit sygdomsforløb.
Støttet af familien
Under fyrstinde Charlenes sygdom har fyrst Albert haft en stor støtte i sine søstre, prinsesse Caroline og prinsesse Stephanie, og deres børn.
- Ved flere af de arrangementer, hvor Jacques og Gabriella har deltaget, har fyrst Alberts søstre været med. De har passet på børnene og været enormt omsorgsfulde. Det erstatter selvfølgelig ikke en mor, men det har helt klart været en kæmpe støtte for Albert, siger Marianne Singer.
Forfulgt af rygter
Fyrstinde Charlenes sygdom og fravær har været forbundet af en del mystik. Hvad fejlede hun, og hvor var hun, og det har skabt mange rygter for fyrsteparret.
- Udover at Albert og Charlene skulle forholde sig til deres eget afsavn og sygdom, har de været forfulgt af voldsomme rygter. Der har været rygter om skilsmisse, om Charlene har været væk på grund af en skønhedsoperation, eller om Charlene har et stofmisbrug.
- Faktisk skal man huske, at fyrst Albert har været utrolig åben med at dementere rygter, og han har offentligt givet udtryk for sin støtte til Charlene flere gange. Derfor mener jeg, at der absolut ikke er hold i de rygter, siger BILLED-BLADETs kongelige ekspert.
- De interviews, fyrst Albert har givet, har været mere private, personlige og overraskende end nogensinde.
Rygterne startede før brylluppet
Det er ikke første gang, fyrstinde Charlene og fyrst Albert har lagt navn til skilsmisserygter. Faktisk allerede inden deres bryllup i 2011 var der rygter om, at Charlene var ulykkelig.
- Lige meget hvor meget de prøver at dementere rygterne, er pressen hård ved dem og giver udtryk for, at de har det skidt. Fyrst Albert har kun udvist støtte til Charlene og taget sig godt af børnene.
- Han har været en nærværende far og haft børnene mere med nu, end før Charlene blev syg. Måske er det også en måde for ham at vise over for verden, at de har det okay, lyder det fra Marianne Singer.
- Det var så rørende, da Jacques og Gabriella ved sidste nationaldag i Monaco havde lavet skilte til deres mor, som på det tidspunkt opholdt sig uden for Monaco. De ville vise, at familien står sammen, selvom de ikke fysisk er sammen.
Familien ser fremad
Fyrst Albert har tidligere udtalt i et interview med People, at han og Charlene har taget beslutning om hendes behandlingsophold i samarbejde med hendes to brødre. Familien står sammen og ser fremad.
- Hele familien håber uden tvivl, at Charlene snart kan vende tilbage til familien og hverdagen i Monaco, hvor hun kan genoptage sine officielle pligter. Det har Charlene også selv givet udtryk for, siger Marianne Singer.
- Charlene har dog virket meget skrøbelig, det sidste halve år, og det kan derfor sagtens være, hendes rekreation trækker ud et stykke tid endnu.