Sådan fejrer Monaco de kongelige tvillinger
I går eftermiddags klokken 17.04 fødte fyrstinde Charlene af Monaco sit første barn, en pige, og to minutter senere, klokken 17.06, blev pigens lillebror født.
Den officielle besked fra fyrstepaladset i Monaco bekræftede det, som vi alle havde gået og ventet på det meste af eftermiddagen – fyrstinde Charlene havde født de kongelige tvillinger, en pige og en dreng.
Derudover afslørede den officielle bekræftelse og de nyfødte tvillingers navne.
Kirkeklokkerne ringede
Den lille prinsesse skal hedde Gabriella Thérèse Marie og modtager titlen grevinde af Carlades, men den lille prins bliver kronprins og skal hedde Jacques Honoré Rainier og får titlen Marquis af Baux.
Ifølge den lokale avis Monaco-Matin ankom fyrst Albert til Princess Grace Hospital omkring klokken 16, mens hans lillesøster, prinsesse Stéphanie, dukkede op klokken 19.20 for at hilse på sin nye nevø og niece.
For at fejre de nye medlemmer af fyrstefamilien ringede kirkeklokkerne i 15 minutter efterfulgt af bådhorn.
Folket fejrer fødslen
Ved det gamle fort, Fort Antoine, blev 21 kanonskud fyret af for hver af børnene, som traditionen byder.
Royale fans i den lille bystat har fejret de kongelige tvillinger siden fødslen, nogle løb rundt på gaderne og jublede for de to nye bysbørn.
Folk er også blevet opfordret til at flage med Monacos rød-hvide flag ved deres hjem, indtil fyrst Albert og fyrstinde Charlene præsenterer deres kongelige tvillinger fra paladsets balkon.
Tronfølgeloven diskuteres
Imens folk festede i gaderne, blev de nye forældres hjem, fyrstepaladset i Monaco, lyst op i landets farver for at markere den store begivenhed, der fandt sted i går.
Midt i festlighederne har nogle også diskuteret Monacos tronfølgerlov, som prioriterer drenge først i arvefølgen.
Så selvom Gabriella Thérèse Marie blev født først, så er det altså hendes bror, Jacques Honoré Rainier, der er arving til Monacos trone.
Navnene har betydning
Fyrstinde Louise-Hippolyte (1697-1731) er den eneste kvinde, der nogensinde har regeret Monaco, men hun døde få måneder efter, hun overtog tronen.
Både Gabriella og Jacques’ navne har historisk betydning — Alle Jacques’ navne er for eksempel navne på tidligere monegastiske fyrster.
Rainier er en sød reference til fyrst Alberts far, fyrst Rainier 3.
Pigen muligvis opkaldt
Pigens mellemnavn, Thérèse, kunne stamme fra prinsesse Marie Thérèse de Choiseul (1767-1794), som var gift med prins Joseph af Monaco.
Prinsessen blev guillotineret bare 27 år gammel under Rædselsregimet i Den Franske Revolution.
Denne artikel er lavet i samarbejde med royalista.com.