Det norske kongehus bekræfter: Prins Sverre Magnus er flyttet
Prins Sverre Magnus flyttede i september til Trondheim for at arbejde, og nu er kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marits yngste barn officielt flyttet igen.
Det bekræfter kongehuset ifølge norsk SE og HØR.
Flytningen er ikke nogen overraskelse, da det i første omgang blev meldt ud, at prinsen kun skulle bo i Trondheim til slutningen af 2024.
Der er ingen meldinger om, hvad han nu skal, men det har norsk SE og HØRs kongehusekspert, Caroline Vagle, et bud på.
- Hvad hans fremtidsplaner er nu, vides heller ikke. Men måske vil han gøre som storesøster Ingrid Alexandra og melde sig ind i Forsvaret? Hun startede der i januar sidste år efter først at have arbejdet på en skole i seks måneder, lyder det fra eksperten.
19-årige Sverre Magnus blev student sidste sommer, og selv om det ikke er meldt ud, hvad han arbejdede med i Trondheim, tyder det på, at han havde godt selskab.
I 2024 viste han nemlig sin kæreste frem for offentligheden for første gang.
Det skete i august, da hans faster prinsesse Märtha Louise blev gift med Durek Verett.
Kæresten er den jævnaldrende Amalie Giæver Macleod, som ifølge flere medier har arbejdet på et galleri i Trondheim siden sidste sommer.