Det norske kongehus deler billede og ord efter prinsesse Märtha Louises bryllup: Det siger de
Det var et atypisk bryllup Norge og resten af verden var vidne til i går, lørdag, da prinsesse Märtha Louise blev gift med shaman Durek Verrett.
På grund af parrets valg om at sælge billedrettighederne til brylluppet til det britiske medie Hello! samt videorettighederne til Netflix, var parret gemt bag store hvide lagner både før og efter brylluppet.
Og det var i sandhed et syn, man sjældent har set.
Gæsterne var heldigvis ikke skjult bag de hvide kæmpe-lagner, og blandt de 350 gæster, der skulle være med til brylluppet var det norske kongepar, prinsesse Astrid, kronprinsparret, prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus.
Sent lørdag aften delte kongefamilien på deres Instagram ord og billede fra brylluppet.
Da brylluppet er en privat begivenhed på trods af det store presseopbud, var det spændende helt til det sidste, hvorvidt kongehuset ville dele noget eller ej, som det ellers er kutyme, når de deltager i større officielle begivenheder.
Billedet de deler er det officielle fællesfoto af brudeparret, brudepiger, brudesvende, familie og brylluppets kongelige deltagere.
Til billedet skriver kongehuset følgende (oversat fra norsk til dansk, red.):
"Tillykke til prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett som er blevet gift i Geiranger i dag, 31. august 2024 🩷
Kongefamilien var til stede for at fejre brudeparret."