Dette var Märtha Louises "something old" og "something blue"
Tre dage fejrede Märtha Louise og Durek Verretts deres kærlighed. Det hele kulminerede lørdag, hvor parret sagde ja ved en storstilet ceremoni i Geiranger, hvor de forsøgte at skærme sig fra nysgerrige blikke.
De havde nemlig solgt foto- og videorettighederne til Hello Magazine og Netflix.
Det er da også netop Hello!, der nu kan afsløre detaljer om prinsesse Märtha Louises "Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt", som traditionen siger vil bringe held i ægteskabet.
Ifølge mediet var den norske prinsesses "noget gammelt", diademet, hun bar under vielsen, mens brudekjolen var det nye.
– Mit "noget blåt er Dureks specielle Quinterium-symbol, der er broderet indeni kjolen, fastslår hun til magasinet.
Durek Verrett forklarer symbolet således på sin egen hjemmeside:
– Quinterium var en gave fra mine ånder. Quinterium blev givet til mig i Efesos. Jeg stod, hvor Jomfru Maria tilbragte sine sidste dage, på toppen af bjerget, påstår han.