Dronning Sonja og kong Harald fejrer guldbryllup et helt særligt sted
Hele familien er inviteret med, når dronning Sonja og kong Harald onsdag fejrer deres 50-års bryllupsdag sammen.
Således deltager både kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, prinsesse Märtha Louise og kongens søster, prinsesse Astrid, fru Ferner, i en festgudstjeneste i Oslo Domkirke.
Dronning Sonja og kong Harald i flot bil
Og det er netop i Oslo Domkirke, at dronning Sonja og kong Harald den 29. august 1968 sagde ja til hinanden.
Som noget helt særligt på den store dag er det, ifølge kongehuset, også planen, at det norske kongepar kører til kirken i samme Lincoln Continental 1966, som de efter brylluppet i 1968 kørte tilbage til slottet med.
Privat middag
Om aftenen vil der være en privat middag på slottet for familien, ifølge norske VG.
For dronning Sonja og kong Harald er det på alle måder en glædens dag.
Skjulte kærester
Da de i 1968 sagde ja til hinanden, havde de i ni år måttet skjule, at de var kærester.
Det var på det tidspunkt nemlig ikke velanset hos hverken kong Olav, politikerne og pressen, at daværende kronprins Harald ville gifte sig borgerligt.
Men som bekendt endte alt godt, og kong Harald kan i dag se tilbage på et langt og lykkeligt liv med Sonja ved sin side.