Efter skandale og bryllup: Nu rydder det norske kongehus op
Om det har været en strategi længe, eller om en hurtig beslutning er blevet taget efter megen opmærksomhed på den norske kongelige familie, vides ikke.
Men sikkert og vist er det, at der er blevet ryddet op blandt de kongelige på kongehusets hjemmeside.
Det skriver NRK.
Flere øvrige medlemmer er blevet slettet
Indtil i dag opererede kongehusets hjemmeside med to kategorier af medlemmer af kongefamilien:
"Kongehuset" - bestående af kongeparret, kronprinsparret og prinsesse Ingrid Alexandra.
"Kongefamilien" - øvrige medlemmer af familien omfattede prins Sverre Magnus, Marius Borg Høiby, prinsesse Märtha Louise og hendes tre døtre samt prinsesse Astrid.
Men nu ser kategorierne anderledes ud.
"Kongefamilien" blevet slettet.
I stedet bruges nu kategorierne "Kongehuset" samt "Andre kongelige".
"Kongefamilien" består stadig af kong Harald, dronning Sonja, kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og prinsesse Ingrid Alexandra.
Den anden kategori, "andre kongelige", ser nu noget anderledes ud end den tidligere kategori.
"Andre kongelige" består af de tre andre med kongelige titler: Prins Sverre Magnus, prinsesse Märtha Louise og prinsesse Astrid.
Det vil sige, at hverken Marius Borg Høiby, Maud Angelica Behn, Leah Isadora Behn eller Emma Tallulah Behn er at finde på listen længere.
Der var brug for en tydeliggørelse
Durek Verrett er altså heller ikke blevet en del af den kongelige familie.
I hvert fald ikke officielt.
Til NRK uddyber det norske kongehus:
- Ændringerne af Kongehuset.no er foretaget for at tydeliggøre, hvem der repræsenterer kongehuset, samt hvem de øvrige kongelige er. Det er i tråd med de nuværende definitioner af kongehuset og dets medlemmer, siger kommunikationschef Guri Varpe på Slottet til NRK og tilføjer, at de nu slettede navne ikke er helt udeladt fra hjemmesiden - de bliver nemlig nævnt i de kongelige biografier.
Der tilføjes derudover, at ændringerne sker, efter at det norske kongehus har erkendt, at det var brug for en tydeliggørelse af rollerne i kongefamilien.