Fest i Norge: Disse kongelige var med
Torsdag aften var der stort kalas på slottet i Oslo, hvor medlemmerne af det norske Storting var inviteret til middag med kong Harald, dronning Sonja, kronprins Haakon, kronprinsesse Mette-Marit og kongens søster prinsesse Astrid.
I alt var der dækket op til 204 personer.
Den traditionelle Stortingsmiddag var aflyst på grund af coronapandemien i 2020, så der var utvivlsomt mange, der var glade for, at det nu endelig kunne lade sig gøre igen.
Ifølge det norske kongehus blev middagen indstiftet som fast tradition af kong Haakon fra 1906 og har været afholdt alle år lige siden - dog med undtagelse af årene under 2. verdenskrig, når der har været større renoveringsprojekter og så som nævnt i 2020.
Både kong Harald og Stortingets nye præsident Eva Kristin Hansen holdt tale, som traditionen byder det.
Kongehuset serverede en udsøgt menu til gæsterne, som blandt andet bestod af letrøget laksetartar med æble, agurk og fennikelsalat, kammuslinger med squashblomster, purløg og kaviar, elg fra Sikkilsdalen med grøntsagstærte, gulerødder samt morkel- og enebærsky og til dessert solbær med mælkechokolade.