2. okt. 2024
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Flere er enige! De vil ændre reglerne for prinsesse Ingrid Alexandra

Prinsesse Ingrid Alexandra
Prinsesse Ingrid Alexandra
Foto: Ida Bjørvik, Det kongelige hoff
Flere vil stemme for at ændre reglerne for prinsesse Ingrid Alexandra.

I Danmark er der flere medlemmer af den kongelige familie, der kan fungere som rigsforstander, hvis kong Frederik for eksempel rejser udenlands.

Men i Norge er det faktisk kun kronprins Haakon, der kan tage over, hvis kong Harald er sygemeldt eller på rejse.

Hvis både kong Harald og kronprins Haakon er udenlands på samme tidspunkt, er det regeringen, der fungerer som statsoverhoved i den periode.

Men det vil en række norske politikere nu have ændret på.

For første gang siden 1905 har Norge nemlig nu to myndige tronarvinger: kronprins Haakon og så hans datter, prinsesse Ingrid Alexandra.

Mandag stillede seks repræsentanter fra Stortinget derfor et forslag om at ændre i grundloven, således at prinsesse Ingrid Alexandra også kan fungere som regent.

- Det er et principielt forslag. Men i den nuværende situation har vi en tronarving i anden generation, som er myndig, men som ikke kan træde til, hvis der er brug for det, siger en af forslagsstillere og medlem af stortinget Sverre Myrli til NRK.

Forslaget blev stillet af politikere fra seks forskellige partier, og det kunne derfor tyde på, at der er bred opbakning til idéen om, at prinsesse Ingrid Alexandra også skal kunne træde til.

Der er dog stadig et stykke vej, før forslaget kan blive vedtaget.

Ifølge NRK kræver en grundlovsændring nemlig, at et forslag om dette skal fremsættes i løbet af de første tre år af en Stortings-periode, hvorefter forslaget må ligge indtil efter næste valg, før det eventuelt kan vedtages.

Desuden vil det også kræve, at 2/3 af Stortinget er enige, før en grundlovsændring kan gennemføres.

Derfor vil en eventuel ændring af grundloven tidligst kunne ske efter næste Stortingsvalg i 2025, og indtil da vil den 20-årige prinsesse Ingrid Alexandra altså stadig ikke kunne tage over for sin far og farfar.

Læs mere om: