Haakon og Mette-Marit trodsede kulden: Viste stærk støtte
Kronprinsesse Mette-Marit havde pakket sig godt ind i vamset jakke og strikhue, da hun sammen med kronprins Haakon indfandt sig på Ullevål Stadion i Oslo.
Her kunne det norske kronprinspar se det norske landshold spille den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Montenegro.
Og med kølige temperaturer omkring syv grader i Oslo mandag aften har Mette-Marit haft god brug af sin praktiske påklædning.
Om det var den kongelige opbakning fra lægterne, der gjorde udslaget, skal vi lade være usagt, men de norske drenge med landstræner Ståle Solbakken i spidsen sikrede sig en 2-0-sejr og holdt dermed fast i andenpladsen i kvalifikationsgruppe G, der føres af Holland.
Kun vinderne af hver gruppe er sikret en plads til VM 2022, der spilles i Qatar.
De resterende hold til slutrunden skal findes ved play off-kampe mellem to'erne fra grupperne, så det er nødvendigt for det norske hold at holde fast i andenpladsen i gruppen, hvis de vil gøre sig forhåbning om at kvalificere sig til den første slutrunde siden EM i 2000.
Det norske hold har kun to kampe tilbage i gruppen. Begge kampe, mod henholdvis Letland og Holland, spilles i november.