Har fået særlig tilladelse: Royale bryllupsgæster kan feste til langt ud på natten
Prinsessebrylluppet er lige rundt om hjørnet.
Sidst i august siger Norges prinsesse Märtha Louise ja til sin Shaman Durek, og det bliver fejret på det firestjernede Hotel Union i Geiranger, hvor parret samler venner og familie til bryllupsfest.
Og nu ser det ud til, at festen kan være til langt ud på natten.
Ifølge mediet VG har hotellet fået en særlig tilladelse til at udvide udskænkningstiden fredag den 30. august og lørdag den 31. august, hvor brylluppet finder sted.
Det fremgår af et dokument, som lokalavisen Nyss har fået adgang til.
Udskænkningstiden er blevet forlænget fra 02.00 til 03.00, og det gælder både øl, vin og spiritus.
Yderligere har hotellet fået tilladelse til at servere alkohol på de både, som skal fragte de 390 bryllupsgæster til Geiranger. Dog kun mellem klokken 13.30 og 16.00, og gæsterne må hverken medbringe alkohol eller tage alkohol med sig fra bådene.
Det er ikke hvilken som helst bryllupslokation, prinsessen og shamanen har valgt.
Fra Hotel Union Geiranger er der udsigt udover Geirangerfjorden, der står på UNESCOs verdensarvsliste, og de omkringliggende fjelde.
Og selv om der er lagt op til en god fest, byder hotellets område også på ren afslapning. Hotellet rummer nemlig også en spaafdeling på 1.500 kvadratmeter.