
Kong Frederik og dronning Mary har haft æren: Nu sker det også for Norge og Sverige

I oktober var Islands præsident Halla Tómasdóttir og hendes ægtefælle Björn Skúlason på statsbesøg, og det var noget helt særligt for både Danmark og Island.
Det var nemlig kongeparrets første indgående statsbesøg, ligesom det var det islandske præsidentpars første udgående.

Og i løbet af foråret fortsætter det islandske præsidentpar deres stime af udgående statsbesøg rundt i Skandinavien.
Ifølge det islandske medie Visir skal Halla Tómasdóttir og Björn Skúlason både til Norge og Sverige i foråret.
Det islandske præsidentkontor meddeler, at kong Harald og dronning Sonja har inviteret præsidentparret til Norge fra den 8. april til den 10. april.
Besøget vil bringe dem både til Oslo og Trondheim, og i sidstnævnte by vil kronprins Håkon gør dem selskab.

– Sikkerheds- og forsvarsspørgsmål vil blive diskuteret, men der vil også blive lagt vægt på måder at fremme forbedret mental sundhed i samfundet, oplyser det islandske præsidentkontor om statsbesøget til Norge.
Fokus på film- og tv-produktion
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia har inviteret Halla Tómasdóttir og Björn Skúlason på statsbesøg til Sverige fra den 6. maj til den 8. maj, hvilket nu også fremgår af den kongelige kalender.
Her oplyses det, at relationerne mellem Island og Sverige inden for kreative industrier med vægt på tv- og filmproduktion vil blive udforsket nærmere under statsbesøget.
