Kong Harald kommenterer for første gang på sin store beslutning
- Der bliver ikke så meget at trappe ned for, som man tror.
Sådan lød det fra Norges kong Harald ifølge mediet VG, da han torsdag blev spurgt ind til sin store beslutning om at drosle ned for arbejdet.
Kommentaren kom på kongens første officielle opgave uden for slottet, siden han i februar blev alvorligt syg med en infektion under sin ferie i Malaysia. Efterfølgende blev Harald transporteret hjem til Norge, hvor han fik indopereret en pacemaker.
Kong Harald genoptog arbejdet den 22. april, men har ikke haft nogle udgående opgaver før torsdag, hvor han og dronning Sonja besøgte byen Kongsberg, der fylder 400 år.
Den norske by blev grundlagt af kong Christian 4.
Kommentaren kommer efter den opsigtsvækkende udmelding fra det norske kongehus, der i april meddelte, at der i fremtiden vil være en ændring i kong Haralds kalender, så han i fremtiden muligvis vil have færre udgående opgaver.
Ændringen vil blandt andet medføre en varig reduktion af antallet og omfanget af aktiviteter oplyste kongehuset.
”Fra når kongen i dag er tilbage på arbejde, genoptager han sine forfatningsmæssige opgaver som statsoverhoved, afholder møder og audienser på Slottet samt officielle besøg rundt om i Norge. Kongen vil dog foretage justeringer i sit program i fremtiden, grundet sin alder.”
Men ifølge den 87-årige konge selv, vil der altså ikke være en markant ændring.