Kong Harald om Kongsberg-angrebet: Det ryster os alle
Torsdag formiddag udsendte Norges kong Harald en officiel meddelelse på vegne af kongefamilien, stilet til borgmesteren i Kongsberg.
Her udtrykker han hele familiens forfærdelse over hændelsen onsdag aften, hvor en gerningsmand skød og dræbte fem personer samt sårede flere i byen.
"Vi er forfærdede over de tragiske hændelser i Kongsberg i går aftes. Vi føler med de pårørende og sårede i sorgen og fortvivlelsen. Og vi tænker på alle berørte i Kongsberg, som har oplevet, at deres trygge nærmiljø pludselig blev et farligt sted. Det ryster os alle, når grufulde ting sker nær os, når man mindst venter det, midt i hverdagslivet på åben gade. Norge er et lille land. Når Kongsberg nu er ramt så hårdt som samfund, står resten af nationen sammen med jer. Vi sender varme tanker til alle, som nu går en vanskelig tid i møde og til alle, som har krævende arbejdsopgaver foran sig. Det er vores håb, at trygheden bliver genoprettet, så frygten ikke får fæste," skriver kong Harald i meddelelsen.
De første forlydender gik på, at gerningsmanden brugte bue og pil i angrebet, men ifølge DR har politiet senere udtalt, at der også blev anvendt andre våben.
Af hensyn til efterforskningen vil politiet på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på hvilke.
En 37-årig dansk statsborger er foreløbigt sigtet i sagen.