Kongehuset afviser: Det kommer ikke til at ske under prinsesse Märtha Louises bryllup
Det er en af årets helt store kongelige begivenheder – alligevel er det langt fra alt, som offentligheden får at se.
Når prinsesse Märtha Louise siger ja til Shaman Durek på lørdag er det en privat affære. Og nu afviser det norske kongehus, at kongefamilien vil være tilgængelig for pressen i forbindelse med brylluppet.
”Nej, der vil ikke blive arrangeret interviews med kongehuset i de dage,” skriver hoffets kommunikationschef Guri Varpe i en mail til TV 2 Norge.
Beslutningen om ikke udtale sig i interviews er bare en af en række retningslinjer, der slår fast, at det er en privat begivenhed.
Derudover vil prinsesse Märtha Louises nærmeste familie ikke deltage i den eksklusive fotografering sammen med resten af gæsterne. Ligesom kommunikationschefen melder ud til nyhedsbureauet NTB, at bryllupstalerne ikke vil blive offentliggjort.
Selv om kongefamilien med kong Harald og dronning Sonja i front har frabedt sig offentlig opmærksomhed i forbindelse med brylluppet, har brudeparret valgt at to udenlandske medier skal have eksklusiv adgang. Parret har nemlig solgt rettighederne til at dække brylluppet til Hello Magazine og streamingtjenesten Netflix.
Disse rettigheder giver altså de øvrige medier begrænset adgang, og i den forbindelse har kongehusets medlemmer frabedt sig at blive fotograferet og filmet af Hello Magazine og Netflix i de tilfælde, hvor pressen ellers ikke har adgang.
Prinsesse Märtha Louise og Shaman Dureks bryllup bliver et brag af en fest, der vil vare flere dage. Begivenheden begynder torsdag i Ålesund med en "meet and greet"-samling for alle gæsterne, hvorefter de alle sejler videre til naturskønne Geiranger om fredagen. Selve vielsen finder sted om lørdagen.
Kong Harald, dronning Sonja og kronprinsparret Haakon og Mette-Marit med deres børn, prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus, samt prinsesse Astrid ville alle deltage i brylluppet.