Kronprins Haakon bekræfter: Beslutningen blev taget efter Marius Borg Høibys anholdelse
Det var planen, at kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit skulle være rejst sammen til Paris for at overvære OL. Men da kronprinsen tirsdag blev spottet på tribunen, var det uden sin hustru.
Kort efter oplyste kongehuset, at kronprinsessen havde valgt at udsætte sin rejse – dog uden nogen forklaring. Men da det senere på dagen kom frem, at kronprinsessens ældste søn, Marius Borg Høiby, som hun har fra et tidligere forhold, er blevet anholdt og sigtet i en voldssag, var det ikke svært at lægge to og to sammen.
Nu bekræfter kronprins Haakon, at kronprinsessen er blevet hjemme for at være tæt på sønnen og følge sagen. Og samtidig svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt kronprinsessen slutter sig til ham senere:
– Det ved vi ikke endnu. Hun havde håbet på at være der og glædede sig til det, men i vores familie, som i alle andre familier, er det nogle gange bare vigtigt at være der. Så vi tog beslutningen om, at denne gang var det hende (kronprinsesse Mette-Marit, red.), som blev hjemme, og mig som tog afsted, udtaler kronprins Haakon til den fremmødte presse.
I samme forbindelse sætter han ord på, at det er en alvorlig sag, og at den naturligvis påvirker ham. Derudover bliver han også spurgt ind til, hvordan familien har det:
– Det tror jeg heller ikke, at jeg vil udtale mig så meget om. Vi er optaget af, at der bliver taget godt hånd om alle parter i sagen. Og så må vi tage en dag ad gangen, siger han og udtaler, at han ikke ønsker at gå i detaljer med sagen, men henviser til Marius Borg Høibys advokat.
Marius Borg Høiby er sigtet for vold og skade, efter en hændelse som skal være sket natten til søndag. Dette meldte politiet ud tidligere i dag, hvor de samtidig kunne oplyse, at der er en relation mellem den anklagede, Marius Borg Høiby, og offeret:
– Sigtelsen omfatter i øjeblikket vold og skader. Der er en relation mellem den anklagede og offeret. Offeret blev taget hånd om af sundhedspersonale, men politiet har på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, at ofret er kommet alvorligt til skade.
Ifølge Dagbladets oplysninger skulle offeret være en kvinde i 20'erne.
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit blev gift i 2001. Sammen har de børnene prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus. Kronprinsessen har sønnen Marius Borg Høiby fra et tidligere forhold.