Kronprins Haakon fortæller om sin plan med børnene: Ingrid Alexandra og Sverre Magnus får helt forskellige roller
På norske kronprins Haakons fødselsdag den 20. juli viste tv-stationen NRK et langt interview med kronprinsen, og her svarede han på mange spørgsmål om sine tanker om fremtiden.
En del af tv-interviewet handlede om kronprinsens hustru Mette-Marit og børnene Ingrid Alexandra og Sverre Magnus.
Børnene kommer til at få forskellige roller i fremtiden.
Det erkender Haakon.
Sverre Magnus må finde sin egen vej
En dag bliver Ingrid Alexandra Norges nye tronfølger, mens prins Sverre Magnus får en helt anden rolle, når han bliver voksen.
– Jeg ser for mig, at han må finde sin egen vej, siger kronprins Haakon i NRK-interviewet.
– Det er jo Ingrid, som kommer til at overtage rollen. Magnus kommer sikkert til at være med til noget, men jeg tror ikke, at han skal have en officiel rolle som fuldtidsstilling. Det er ikke planen. Så han må finde noget, han har lyst til at tage sig til her i livet, lyder det fra kronprinsen.