Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit lyste af stolthed: Fejrede prinsesse Ingrid Alexandra på sidste skoledag
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit var tilstede for at hylde deres datter, prinsesse Ingrid Alexandra, 19, da hun tirsdag eftermiddag deltog i afgangsceremonien for de nybagte studenter på hendes gymnasium, Elvebakken videregående skole, i Oslo Konserthus.
Efterfølgende delte de stolte forældre et dejligt billede af sig selv sammen med deres glade datter på kongehusets sociale medier.
På billedet bærer prinsessen, ifølge norsk Se og Hør, en Askerbunad, som hun fik i gave til sin konfirmation af Asker kommune og Asker hudflidslag.
"Prinsesse Ingrid Alexandra markerede i aftes afslutningen på 13 års skolegang. Prinsessen har de sidste tre år været elev ved Elvebakken videregående skole i Oslo, og alle skolens afgangselever var samlet i Oslo Konserthus for en festforestilling og skoleavslutning. Kronprinsparet var til stede for at fejre sammen med Prinsessen.", skriver kongehuset til det fine forældre-barn billede.
Uvist hvad hun skal nu
Ifølge norske VG er det ikke meldt ud, hvad hun skal lave efter sommer.
Hendes familie har understreget, at hun selv må vælge, hvilken retning hun vil gå.
Prinsesse Ingrid Alexandra begyndte den 4. januar 2006 i børnehaven i Asker, og i august 2010 blev hun elev på Jansløkka barneskole i Asker.
Fra 2014 til 2019 gik hun på Oslo internasjonale skole, og derefter gik hun et år på Uranienborg skole i Oslo. I efteråret 2020 begyndte hun som elev på det prestigefyldte gymnasium Elvebakken.