Kronprins Haakon reddet ud af elevator: Måtte klatre ud ved hjælp af stige
Norges kronprins Haakon er netop vendt hjem efter et fire dage langt erhvervsfremstød i Californien og Washington, USA.
Her har den 50-årige tronarving sammen med en lang række erhvervsaktører haft grøn omstilling og klima som det helt store fokus.
Især blev der talt om, hvordan teknologi og kunstig intelligens kan bruges til at nå målene om grøn omstilling og reduceret klimaaftryk, skriver det norske kongehus.
Ifølge norske Aftonposten fik et af de mange besøg dog en anderledes slutning end lige forventet.
Sammen med 11 andre endte kronprins Haakon med at sidde fast i en elevator på flyvemuseet i Seattle.
For folk med skræk for små rum eller lignende kunne det måske være en forfærdelig oplevelse, men ifølge Aftonposten tog kronprinsen den med ro.
Ja faktisk opfattede han det som noget ganske morsomt.
En af Aftonpostens udsendte sad fast med kronprinsen i elevatoren, og Haakon havde ligefrem joket med, at de fik set meget mere af museet, fordi de sad fast.
Elevatoren var af glas, så han kunne jo egentlig have ret!
- Jeg har altid drømt om at tale i den højttaler, sagde kronprins Haakon ifølge Aftonposten og havde peget på alarmknappen i elevatoren.
Ifølge det norske medie sad gruppen fast i elevatoren fast i 15-20 minutter, før en tekniker fik elevatordørene op. Dog sad elevatoren fast mellem to etager, og de ”fastklemte” måtte klatre ud ved hjælp af en stige.
Da de alle var kommet vel ud af elevatoren havde kronprinsen joket: ”Vi tager trapperne”.