
Kronprinsesse Mette-Marit bar kærlighedssmykke købt for forsikringspenge

Tirsdag aften var kong Harald og dronning Sonja værter ved en gallamiddag i anledning af det islandske præsidentbesøg i Norge.
Her deltog også kongeparrets søn og svigerdatter, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, barnebarnet prinsesse Ingrid Alexandra samt kongens søster prinsesse Astrid, fru Ferner.
Kronprinsesse Mette-Marit havde på aftenen valgt at bære ametyst- og diamant-diademet, som har været i den norske kongefamilies eje siden 1990erne.

Diademet og de tilhørende smykker siges at være en kærlighedsgave fra kong Harald til dronning Sonja, og kongelig ekspert, historiker og forfatter Trond Norén Isaksen mener at vide, hvor det stammer fra.

I 1995 fandt et væbnet røveri sted hos det britiske kronjuvelerfirma Garrard i London, hvor dronning Sonja havde sendt flere kostbare smykker hen for at blive renset.
Det gjaldt bl.a. dronning Mauds perle- og diamantdiadem (der blev siden lavet en eksakt kopi af diademet, som dronning Sonja stadig bærer i dag) og et turmalin-diadem, som havde tilhørt dronning Sophie af Norge og Sverige.
Trond Norén Isaksen skriver på sin Instagramprofil, at kong Harald og dronning Sonja erhvervede et nyt diadem for forsikringspengene, og at det må være dette ametystdiadem, som kronprinsessen bar tirsdag aften.


