21. jan. 2025
Af Louise Rømer

Kronprinsesse Mette-Marit rejser til udlandet

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.
Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon.
Foto: Hanne Juul
Den norske kronprinsesse har planlagt en udlandsrejse i marts 2025.

Kronprinsesse Mette-Marit er efter en hård periode med sygdom og masser af overskrifter i pressen på grund af sønnen Marius Borg Høibys sigtelser for voldtægter igen at finde i den officielle kongelige kalender.

Og nu har det norske kongehus annonceret, at kronprinsessen planlægger at rejse til udlandet.

Når den internationale bogmesse finder sted i Leipzig i slutningen af marts, deltager kronprinsesse Mette-Marit.

"Kronprinsesse Mette-Marit åbner det norske gæstelandsprogram og den norske stand på den internationale bogmesse i Leipzig den 27. marts 2025. Kronprinsessen bliver ledsaget af kultur- og ligestillingsminister Lubna Jaffery", lyder det i en officiel meddelelse fra kongehuset.

Her står endvidere:

"Som ambassadør for norsk litteratur i udlandet har kronprinsessen en særlig opgave i forhold til at promovere norsk litteratur internationalt. Norsk litteratur fik et stort løft i Tyskland, da Norge var gæsteland på bogmessen i Frankfurt i 2019, hvor kronprinsessen også deltog. Bogmessen i Leipzig er en ny, unik mulighed for at bringe norske bøger ud til flere læsere og stimulere læselysten. Det norske gæstelandsprojekt ledes af NORLA, Center for norsk litteratur i udlandet.

Projektet udføres i tæt samarbejde med den norske ambassade i Berlin. Programmet for besøget er under udarbejdelse, og yderligere information om programmet annonceres senere."

Mere om: