22. dec. 2024
Af Ulrik Ulriksen

Norsk medie: Kronprins Haakon er pludselig taget til London

Kronprins Haakon
Kronprins Haakon
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Det er kommet som en overraskelse for flere, at kronprins Haakon kort før jul er fløjet til London i England.

Det var ikke annonceret i det norske kongehus’ oversigt med officielle programpunkter, at kronprins Haakon skulle til udlandet denne weekend, så det kom som en overraskelse for flere, at han dukkede op til en flyafgang fra Oslo til London i dag.

Ifølge norsk Se og Hør, der har været i kontakt med kongehusets kommunikationschef Guri Varpe, er den kongelige kalender blevet opdateret, og da rejsen til London ikke figurerer her, er det altså en tur af helt privat karakter.

Haakon er snart tilbage i Norge igen

Da julen skal nydes hjemme i Norge, må det anses for sikkert, at Haakon snart er tilbage fra England igen.

Der spekuleres fra norsk side i, at Haakon kan være i London for at møde Marius Borg Høiby, der efter sine problemer med ordensmagten er i udlandet.

I aftes var kronprins Haakon en tur i Operaen i Oslo for at se balletten Nøddeknækkeren.

Han havde ikke kronprinsesse Mette-Marit, som er mor til Marius, med sig i Operaen, selvom hun er stor balletfan.

Læs mere om: