Nu er datoen på plads for prinsesse Ragnhilds bisættelse
Norske kong Haralds søster, prinsesse Ragnhild, døde i sit hjem i Rio i Brasilien i søndags, og nu har hoffet offentliggjort detaljerne for hendes bisættelse.
Bisættelsen finder først sted næste fredag - men i morgen, torsdag, vil der blive afholdt en mindeceremoni i den engelske kirke i Rio, hvor Ragnhild boede med sin mand, Erling Lorentzen, i knap 60 år.
Flyet med prinsesse Ragnhilds kiste vil efter planen lande på norsk grund på lørdag, og både kong Harald og hans storesøster, prinsesse Astrid, fru Ferner, vil være til stede i lufthavnen Gardermoen.
Når prinsessen skal bisættes fra Slottskapellet i Oslo fredag den 28. september klokken 12, vil både kong Harald og dronning Sonja, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit samt prinsesse Astrid være til stede. Det samme vil prinsesse Märtha Louise, som for nylig er flyttet til London med sin familie.
I alt ventes 120 gæster i kapellet, og prinsesse Ragnhild vil blive stedt til hvile ved Asker Kirke, hvor hun i 1953 blev gift med Erling Lorentzen.