Nu skal Europas kongelige mødes: Hvad med kong Harald?
Dronning Elizabeths mand, prins Philip, døde den 9. april sidste år, men på grund af den verdensomspændende coronavirus var det kun de 30 nærmeste, der var inviteret til begravelsen.
Den 29. marts, cirka et år efter prins Philips død, kan de kongelige endelig mødes også mindes ham, når mindehøjtideligheden finder sted i Westminster Abbey.
Europas kongelige møder talstærkt op, og fra Danmark kommer dronning Margrethe, fra Sverige kong Carl Gustaf og dronning Silvia, fra Holland kong Willem-Alexander og dronning Maxima bare for at nævne nogle få.
Norges kong Harald og dronning Sonja har også takket ja til at deltage i mindehøjtideligheden, men forleden kom der nedslående nyt fra det norske kongehus.
85-årige kong Harald har fået coronavirus og er blevet sygemeldt.
Forhåbentlig er kong Harald hurtigt på benene igen, men hans coronasygdom kan betyde, at han må melde afbud til begivenheden i Westminster Abbey.
Om dronning Sonja i så fald også melder afbud, må tiden vise.
Kong Harald har døjet en del med helbredet. I januar blev kongen ramt af en slem forkølelse og måtte sygemeldes i to uger. Sidste år blev den gangbesværede Harald opereret for en skadet sene over højre knæ og var sygemeldt et par måneder, indtil han igen var ovenpå.
I slutningen af 2020 var kong Harald indlagt, hvor han fik foretaget en vellykket udskiftning af kunstig hjerteklap.