16. jun. 2022
Af Christinna Braun

Nu tager Shaman Durek sit første officielle skridt ind i den norske kongelige familie

Shaman Durek og prinsesse Märtha Louise. 
Shaman Durek og prinsesse Märtha Louise.
Foto: Ritzau Scanpix
Prinsesse Märtha Louises forlovede, Shaman Durek, tager nu sit første officielle skridt ind i den norske kongefamilie.

I sidste uge kunne prinsesse Märtha Louise og det norske kongehus offentliggøre den glædelige nyhed, at hun er blevet forlovet med sin kæreste gennem tre år, amerikanske Shaman Durek.

Prinsesse Märtha Louise skrev selv om forlovelsen på sin Instagramprofil, hvor hun brugte disse ord:

"Jeg er så glad for at kunne meddele, at jeg er forlovet med Shaman Durek; den der får mit hjerte til at slå et ekstra slag, den der ser mig og anerkender mig for mit højeste potentiale, som får mig til at grine, og som jeg kan være sårbar sammen med."

Parret har, siden de fandt sammen, haft et langdistanceforhold, hvor Shaman Durek bor i USA, og prinsesse Märtha Louise bor i Norge med sine tre døtre, Maud Angelica, 19, Leah Isadora, 17, og Emma Tallulah på 13 år.

Lige nu er Shaman Durek i Norge, hvor han sammen med prinsesse Märtha Louise og døtrene vil deltage i 18-års fejringen for prinsessens niece, prinsesse Ingrid Alexandra.

Shaman Durek har som prinsesse Märtha Louises kæreste tidligere været med til kongelige arrangementer i Norge, men nu hvor parret er forlovede, tager shamanen – med det borgerlige navn Durek Verrett – sit første officielle skridt ind i den norske kongelige familie.

Prinsesse Märtha Louise vil sammen med sine tre døtre og Shaman Durek deltage i gallamiddagen fredag aften på Det kongelige slot i Oslo, hvor kong Harald og dronning Sonja er værter.

Se hele den vilde gæsteliste til gallamiddagen i linket herunder.

Dagen inden, torsdag den 15. juni om aftenen, vil Shaman Durek og Märtha Louise også deltage i en fejring af prinsesse Ingrid Alexandra. Det foregår på Oslos Hovedbibliotek, hvor regeringen markerer Ingrid Alexandras myndighedsdag.

Shaman Durek og prinsesse Märtha Louise har tidligere været sammen til kongelige arrangementer. Bl.a. var de til bryllup i Svendborg i 2019, da prinsesse Alexandra giftede sig med greve Michael.

https://imgix.billedbladet.dk/20190518_mho3053art.jpg
Foto: Martin Høien

Læs mere om: