Prins Sverre Magnus indløser sin fødselsdagsgave: Se billederne fra drømmedagen
Blot få måneder efter, vi herhjemme kunne fejre daværende prins Christians 18-års fødselsdag, blev prins Sverre Magnus fejret i Norge.
Den 3. december fyldte kronprinsparrets fælles søn 18 år, og i fødselsdagsgave fik han ”en drømmedag i Forsvaret”.
Det var naturligvis Forsvaret selv, der var de glade givere, og nu er gaven blevet indløst.
Det oplyser det norske kongehus, som har offentliggjort en række billeder fra ”drømmedagen”.
”Da Prins Sverre Magnus fyldte 18 år i december sidste år, fik han en drømmedag i gave af Forsvaret.
I april besøgte Prinsen derfor Setermoen og Hærens Brigade Nord! Under besøget deltog han i forskellige aktiviteter og mødte mange af de værnepligtige soldater fra Panserbataljonen, Artilleribataljonen og Efterretningsbataljonen,” skriver det norske kongehus.
På billederne kan man blandt andet se den 18-årige prins i aktion i snelandskabet på en ATV’er og i dybe samtaler med soldaterne.
Prins Sverre Magnus er søn af Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, der også har datteren Ingrid Alexandra, ligesom kronprinsessen har sønnen Marius fra et tidligere forhold.