Prinser på løbetur før middagen
Kronprins Haakon fra Norge og prins Daniel fra Sverige viste på dronningens fødselsdag, at der er mange måder at slappe af på og samle kræfter til de mange lange dages festligheder.
De to prinser snuppede nemlig en løbetur sammen, inden de skulle klæde om til aftenens middag på Fredensborg.
Løb ved Esrum Sø
Ved 17-tiden kom den norske kronprins og den svenske prins løbende ud fra slottet gennem jernporten og til venstre op i slotsparken, hvor de tog en af de populære løberuter på ca. fem kilometer langs Esrum Sø.
Små 30 minutter senere vendte de tilbage fra løbeturen.
Efter det sidste stykke op ad en langstrakt bakke, som er afslutningen på løbeturen, kunne de to prinser smilende igen spurte ind på slottet, næsten ubemærket i deres afslappede træningstø,j som snart blev byttet ud med festtøj til aftenens fødselsdagsfest.