Prinsesse Ingrid Alexandra glemte vigtig detalje, og det fik fødselaren til at grine
Det var tilbage i januar, at Norges prinsesse Ingrid Alexandra fyldte 18 år, men på grund af coronarestriktionerne kunne hun ikke blive fejret dengang.
Det blev hun til gengæld med pomp og pragt både torsdag og fredag i denne uge, og mange af Europas kongelige var samlet på Kongeslottet for at fejre hende.
Prinsesse Ingrid Alexandra tog ordet
Aftenen var både morsom og rørende – ikke mindst på grund af de mange fine taler, der blev holdt undervejs.
Aftenens værter, kong Harald og dronning Sonja, var de første til at holde tale for hovedpersonen, og senere på aftenen var det så prinsesse Alexandra selv, der tog ordet.
I talen for de cirka 200 gæster, der var samlet på Kongeslottet, kom hun blandt andet ind på det nære forhold til sine brødre, Marius og prins Sverre Magnus. Tårerne pressede sig undervejs på hos fødselaren, der holdt tale i knap fem minutter.
Da prinsesse Ingrid Alexandra var færdig med at tale til familie, venner og Europas kongelige, fik hun en stor klapsalve fra salen, der tydeligvis var imponeret over hende. Men hurtigt gik det op for fødselaren, at hun havde glemt en vigtig detalje efter sin tale.
Den 18-årige prinsesse fik nemlig ikke afsluttet med et ”skål”.
Prinsessen sad ved siden af sin far, kronprins Haakon, under middagen, og under klapsalverne udvekslede far og datter et par ord, hvorefter det stod klart for fødselaren, at hun altså havde glemt netop den detalje.
Prinsesse Ingrid Alexandra fik dog på fornemmeste vis rettet op på den lille fejltagelse, da hun grinende løftede glasset og udråbte en skål, så alle kunne høre det.