28. aug. 2024
Af Sofie Nymand

Prinsesse Märtha Louise og Shaman Durek tyvstarter bryllupsfejringen: Fester med familie og celebre venner

Shaman Durek og prinsesse Märtha Louise
Shaman Durek og prinsesse Märtha Louise
Foto: Ntb/Reuters/Ritzau Scanpix
Flere af prinsessen og shamanens venner og familie blev spottet i Oslos gader søndag aften, hvor de tyvstartede bryllupsfejringen.

Selv om vielsen først er på lørdag, ser prinsesse Märtha Louise og Shaman Durek ingen hindring i at fejre det kommende bryllup.

Allerede i søndags tyvstartede de bryllupsfesten, da de inviterede deres venner og familie til en eksklusiv middag på Holzweiler Platz i det centrale Oslo.

Det skriver det norske SE og HØR.

Her blev parret spottet med flere familiemedlemmer og venner, der inkluderer en række celebre personligheder fra både ind- og udland.

Heriblandt Märtha og Dureks gode venner Susanne og Andreas Holzweiler, som ejer restauranten, der dannede rammer for middagen, og desuden det populære modebrand ”Holzweiler”.

I selskabet kunne man også se, hvordan flere udenlandske bryllupsgæster så småt er ved at indfinde sig i Norge. Flere af Dureks spirituelle venner samt kunstnerparret Harald Austad og Margie Ashcroft blev set gå gennem Oslos gader.

Også familien var repræsenteret. Og på aftenen delte Shaman Durek et foto med to af sine søskende, Angelina Verrett og Brandon Clarke, på Instagram.

Flere af shamanens familiemedlemmer er nemlig fløjet ind for at se ham sige ja til sin prinsesse. Og til festen var også hans svoger Mike Byrne, hans nevø Lucas, og svigerinden Kim til stede.

Trods det flotte fremmøde var der dog én ven, som glimrede ved sit fravær.

Det var Kent Speakman, der står bag streamning-netværket "Knekt TV". Og han var savnet.

Til et billede på Instagram, hvor Kent Speakman meddeler, at han er på vej til Norge fra Los Angeles, skriver Shaman Durek ”Skynd dig, forlover” og afslører dermed, at Speakman kommer til at spille en central rolle under brylluppet. Han er dog ikke den eneste.
Ifølge Hello! Magazines oplysninger har shamanen udset sig mindst syv forlovere til at bistå ham under brylluppet.

Prinsesse Märtha Louise og Shaman Durek bliver viet på lørdag, men bryllupsarrangementet begynder allerede torsdag med en ”meet-and-greet”-samling for gæsterne.

Læs mere om: