
Resten af kongefamilien måtte undvære med god grund: Prinsesse Ingrid Alexandra fik vild gave

Statsbesøg er ikke nogen ny disciplin for kong Harald, som i disse dage har besøg af det islandske præsidentpar.
Med et statsbesøg følger en masse traditioner – blandt andet er det en fast del af det formelle besøg, at der finder en gaveudveksling sted.

Det norske kongepar forærede ifølge norsk Se og Hør et glasfad til de islandske hovedpersoner, mens kronprinsparret fik hver en flot plaid af præsidentparret.
Også prinsesse Ingrid Alexandra er en del af statsbesøget – det første af sin slags for hendes vedkommende – og hun var den i kongefamilien, som fik den fornemmeste gave. Foruden en islandsk striktrøje og et silketørklæde fik hun også en helt ny orden.
- Kongen tildelte præsidenten Storkorset af Sankt Olavs Orden og hendes mand Storkorset af Fortjenstordenen, men bortset fra Ingrid Alexandra har alle de norske kongelige, der deltager i statsbesøget, allerede den islandske Falkeorden. Derfor var det kun Ingrid Alexandra, der fik en ny orden denne gang, forklarer kongelig ekspert, historiker og forfatter Trond Norén Isaksen til norsk Se og Hør.
Den islandske Falkeorden blev stiftet tilbage i 1921 af danske Christian X som tegn på, at Island i 1918 blev selvstændigt.

