Sådan har vi ikke set kong Harald i lang tid: I topform på fjeldet
Kong Harald var i decideret topform, da han var til World Cup i skiskydning på Holmenkollen.
I den forbindelse kunne kongen glæde sig over, at overrække Holmenkollmedaljen til fire norske atleter, som gennem mange år har budt på så mange store øjeblikke.
Kong Harald nød weekend med sol og ski
Både lørdag og søndag fulgte kongen ivrigt med i konkurrencerne, og han så glad og frisk ud.
Gennem længere tid har Harald døjet med helbredsmæssige udfordringer.
Det var dog slet ikke til at se i solskinnet på fjeldet, hvor Harald helt tydeligt nød at opleve atleterne glide af sted med fuld fart i skisporene samt skyde med skarpt ved skiverne på ruten.
Kong Harald heppede blandt andre på Tiril Eckhoff, som er en kvinde af format, når det gælder skiskydningens svære kunst.
Traditionen tro hilste kongen på vinderne på Kongetribunen.
Overrakte særlig medalje
Kong Harald overrakte også den såkaldte Holmenkollmedalje for en flot karriere til skiskytterne Tiril Eckhoff og Marte Olsbu Røiseland, langrendsløber Johannes Høsflot Klæbo og kombineret-eksperten Jørgen Graabak.
På Kongetribunen modtog desuden skiskytten Johannes Thingnes Bø Holmenkollmedaljen, som han blev tildelt i fjor.