Se billederne: Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon besøger ramte familier efter de voldsomme oversvømmelser i Norge
Det norske kronprinspar blev modtaget med overskud og smil af indbyggerne i den norske kommune Østre Toten, hvor mange familier er blevet personligt berørt af de store oversvømmelser i Norge.
Området er bare ét af mange områder i Norge, som har været hårdt ramt af stormen, som fik navnet Hans og som bragte enorme vandmasser og ødelæggelser med sig.
- Det er en situation, som vil præge folks hverdag i lang tid fremover, sagde kronprinsesse Mette-Marit ifølge det norske kongehus til den fremmødte presse.
Blandt andre mødte kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon familien Skogen Rebne, som fik floden Lenaelva helt tæt op til deres husmor på grund af de store vandstigninger.
Evakueringen af deres familie var gået godt, og de var taknemmelige for kommunens indsats.
Også kronprins Haakon bed mærke i det gode samarbejde mellem kommune, politi, brandvæsen, frivillige, civilforsvaret og sundhedsvæsenet:
- De har arbejdet godt sammen og fulgt rigtig godt op på beboerne. Det har været nogle dramatiske dage. Mange værdier har været under vand, og folk har været usikre på, hvordan situationen ville ende. Hvad liv og sundhed angår, er det gået rigtig godt, lød det fra kronprinsen til den fremmødte presse.