Sigtelsen mod Marius Borg Høiby udvidet: Derfor blev han anholdt igen
27-årige Marius Borg Høiby, som er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, blev for godt halvanden måned siden – natten til den 4. august – anholdt.
Det skete, efter han påvirket af både stoffer og alkohol overfaldt en 20-årig kvinde, han har haft en relation til.
Sigtelsen omfattede indtil nu legemsbeskadigelse, skadevoldende kriminalitet og trusler. Sidstnævnte skete på baggrund af to telefonsamtaler, som Marius Borg Høiby har haft med den 20-årige kvinde.
Marius Borg Høiby fik efterfølgende et polititilhold mod den 20-årige kvinde, hvilket han accepterede.
Derfor blev han anholdt igen
Sent fredag aften den 13. september blev Marius Borg Høiby anholdt igen, skriver norsk politi i en pressemeddelelse.
Det sker efter, at norsk politi har modtaget information om, at den 27-årige kronprinsessesøn har brudt polititilholdet.
Ifølge norsk politi blev Marius Borg Høiby anholdt på grund af fare for gentagelse.
Politiet skriver yderligere i deres pressemeddelelse, at sigtelsen mod Marius er blevet udvidet.
Der er nu fire ofre i sagen, og politi efterforsker sagen med høj prioritet, lyder det.
”For ofret i hændelsen på Frogner (den 20-årige kvinde, red.) er sigtelsen udvidet til også at omfatte hensynsløs adfærd og overtrædelse af polititilhold, foruden yderligere et tilfælde af legemsbeskadigelse fra tidligere.
For offeret Juliane Snekkestad og offeret Nora Haukland omfatter sigtelserne hvert sit tilfælde af mishandling i nære relationer, jf. straffeloven § 282.
Høiby er også sigtet for trusler rettet mod yderligere en person. Anmeldelsen i denne sag er oprettet af politiet”, lyder det i pressemeddelelsen.
Pressemeddelelsen er underskrevet Andreas Kruszewski, Politiadvokat, Oslo Politidistrikt.
Juliane Snekkestad og Nora Haukland har begge været kærester med Marius Borg Høiby.