Prinsesse Maria Chiara i stort interview: Sætter ord på kærlighedslivet
Prinsessse Maria Chiara de Bourbon des Deux Siciles trak i sommeren 2023 verden over overskrifter, da et foto af hende sammen med den daværende prins Christian dukkede op.
Sammen var de to unge mennesker med en flok venner til Formel 1-grandprix i Monaco, og mange medier spekulerede i, hvad deres relation mon var.
Efterfølgende gjorde prinsessen det dog klart, at der intet romantisk var mellem dem, og at de havde "et smukt venskab".
I et stort interview med Hello! Magazine fortæller den 19-årige prinsesse, at hun efter mediestormen nu er knap så åben omkring sit kærlighedsliv:
– Det er et emne, som jeg gerne vil holde privat, da vi er i offentlighedens søgelys så meget, så foretrækker jeg at holde det for mig selv, slår hun fast og tilføjer:
– Det er det farlige ved de sociale medier, for det er supersvært at bevare kontrollen over dit image og holde sig opdateret med alt det, der bliver skrevet om dig.
Venter ikke på prinsen
I det store interview med Hello! Magazine beskriver prinsesse Maria Chiara også, hvordan det er at være en moderne prinsesse:
– En prinsesse af i dag er ikke en pige, der bor på et slot og venter på sin prins, siger hun.
– Det er ikke som i eventyrene. En prinsesse af i dag er engageret i de udfordringer, der er i verden, som bruger sin titel og position til at lave en positiv forandring og hjælpe andre, konkluderer hun.