Bekræftet: Prinsesse Sofía tager sit første store officielle kongelige skridt
Spaniens prinsesse Sofía har gennem sit liv været med far og mor på arbejde, når kong Felipe og dronning Letizia har været på officielle kongelige opgaver.
Men nu skal hun snart stå på egne ben.
Prinsessen fylder 17 år den 29. april og inden længe vil hun stå over for sin første store kongelige soloopgave.
Det skriver det spanske medie Hola!.
Til efteråret skal prinsesse Sofía overrække priser i anledning af en officiel national fotokonkurrence, der er oprettet i hendes navn.
I forbindelse med konkurrencen kan man indsende billeder, der formidler og deler Spaniens historiske, kulturelle og naturlige arv ifølge mediet.
Der er deadline for tilmelding den 30. september. Vinderne vil blive fundet en måned senere, hvor prinsessen uddeler priserne.
Det er den første kongelige pligt, som kong Felipe tildeler sin yngste datter.