23. sep. 2013
Af Malan Joensen
Kong Juan Carlos skal under kniven igen
Kong Juan Carlos.
Foto: AOP
Den spanske konge har stadig problemer med hoften og skal igennem endnu en operation.
Kong Juan Carlos har haft så store problemer med hofterne på det seneste, at man nu planlægger at operere den spanske konge igen.
Det skriver blandt andre Wall Street Journal.
Hofteproblemerne startede i april måned sidste år ved en elefantjagt i Botswana, hvor kong Juan Carlos brækkede sin højre hofte.
Sidste november var der så knas med den venstre hofte, der måtte opereres.
Kongen kom dog aldrig helt til hægterne og har siden da måttet gå med stok.
Den 75-årige kong Juan Carlos har i alt måttet gennemgå syv operationer siden 2010, men det vides ikke, hvornår den forestående hofteoperation ventes at finde sted.