Spansk hertugpar vil give datteren et navn på hele 25 ord: Én ting sætter dog en stopper for det
Når der er dåb i den danske kongelige familie, er vi vant til at det lille dåbsbarn får omkring fire navne, og så kommer titlerne oveni.
Nogle af medlemmerne i den kongelige familie er dog beriget med flere navne, eksempelvis grev Ingolf, som har hele ti af slagesen: Ingolf Christian Frederik Knud Harald Gorm Gustav Viggo Valdemar Aage.
Det slår dog på ingen måde navnet på hertug Fernando Fitz-James Stuart af Huéscar, 33, og 31-årige hertuginde Sofia af Huéscars lille babys navn.
Det spanske hertugpar vil nemlig gerne give deres yngste datter, som blev født i januar, et navn bestående af hele 25 ord. Det skriver People.
Parrets ønskede navn til lillepigen er Sofía Fernanda Dolores Cayetana Teresa Ángela de la Cruz Micaela del Santísimo Sacramento del Perpetuo Socorro de la Santísima Trinidad y de Todos Los Santos.
Ifølge People melder de spanske medier dog, at parret kan få problemer med datterens lange navn, da det er for langt til at blive registreret, og det består af for mange enkeltstående navne.
Lille Sofías lange navn vil derfor blive forkortet i navneregistret, lyder det.
Hertugen og hertuginden af Huéscar har også datteren Rosario fra 2020, som har navnene Rosario Matilde Sofía Cayetana Dolores Teresa, skriver mediet.