Den smukkeste hustru i verden: Prinsesse Beatrice får den største kærlighedserklæring af sin mand
Det kom som en dejlig overraskelse, da det britiske kongehus i 2020 afslørede, at prinsesse Beatrice og hendes kæreste gennem flere år, Edoardo Mapelli Mozzi, var blevet gift ved et hemmeligt bryllup på Windsor Castle den 17. juli.
Brylluppet skulle oprindeligt have været holdt den 29. maj samme år, men på grund af covid-19 måtte parret udskyde.
Den 17. juli i år kunne prinsesse Beatrice og Edoardo Mapelli Mozzi fejre treårs bryllupsdag, og i den anledning delte ”Edo”, som han kalder sig på Instagram, en række billeder og ord om Beatrice, som går lige i hjertet.
”Tillykke med bryllupsdagen til den smukkeste hustru i verden. Jeg er så taknemmlig for hvert øjeblik, vi har delt sammen, hver udfordring, vi har overvundet, og hver drøm, vi har forfulgt sammen. Jeg elsker dig mere, end ord kan sige, og jeg kan ikke vente med at fejre mange flere bryllupsdage med dig. Kys,” skriver Edoardo Mapelli Mozzi.
Edoardo Mapelli Mozzi har med kærlighedserklæringen delt en række billeder, hvoraf det første er prinsesse Beatrice til årets Ascot.
De to resterende billeder er hidtil usete billeder taget til parrets bryllup. Her kommer man helt tæt på prinsessens brudebuket og skinnende diamantring.
Se billederne og læs teksten ved at klikke her.
Prinsesse Beatrice og Edoardo Mapelli Mozzi har sammen datteren Sienna Elizabeth på knap to år. Fra et tidligere forhold har Edo sønnen Wolfie på syv år.