Derfor var prins Andrew ikke med til stor fejring med familien
For første gang som konge kunne Storbritanniens kong Charles lade sig fejre med en stor fødselsdagsparade i lørdags, den 17. juni.
Med sig havde kong Charles sin nærmeste familie, og de overværede sammen paraden, Trooping the Colour.
På balkonen stod kongeparret, kong Charles og dronning Camilla, med prins William, prinsesse Kate og deres tre børn, prins George, prinsesse Charlotte og prins Louis, prinsesse Anne og hendes mand, Timothy Laurence, prins Edward og hertuginde Sophie, hertugen og hertuginden af Gloucester samt hertugen af Kent.
Men hvor var kong Charles’ bror prins Andrew?
Prins Andrew er ikke længere seniormedlem i det britiske kongehus, og da paraden kun er for ”arbejdende medlemmer”, er han altså ikke med på denne dag.
Den 63-årige Andrew fik sidste år frataget sine militære titler, kongelige protektorater og retten til at bruge titlen ”hans kongelige højhed.” Det skete, efter han blev anklaget for seksuelle overgreb mod en dengang 17-årig kvinde og hans venskab med den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.
Prins Harry var heller ikke med på balkonen på at fejre sin far. Han og hustruen hertuginde Meghan frasagde sig titlerne som arbejdende medlemmer tilbage i 2020. I dag bor de i Californien med deres to børn, prins Archie og prinsesse Lili.
Trooping the Colour-paraden består af 1400 soldater, 200 heste og 400 musikanter, der sammen med et stort flyshow, er med til at hylde og fejre monarken.