Det britiske kongehus i sorg: Retsmedicineren bekræfter Thomas Kingstons dødsårsag
45-årige Thomas Kingston blev fundet død i sine forældres hjem i Cotswolds søndag 25. februar.
Efter den hjerteskærende nyhed blev det tidligere på ugen besluttet, at dødsfaldet skulle undersøges nærmere.
Nu er dødsårsagen blevet bekræftet.
Det blev oplyst på et retsmøde fredag ifølge BBC.
Ifølge retsmedicineren blev 45-årige Thomas Kingston fundet død med en ”katastrofal hovedskade". Det blev desuden oplyst, at han blev fundet med en pistol ved siden af sig.
Det er tidligere blevet meldt ud, at dødsfaldet ikke er mistænkeligt, og at der ikke er andre personer involveret. Dette fastholdt retsmedicineren på dagens retsmøde.
Fakta
HAR DU DET SVÆRT?
Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise. Du kan også kontakte Livslinien, hvis du er pårørende til en, der har det svært. Alle samtaler er anonyme.
Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05
Mailrådgivning og Chatrådgivning. For at se åbningstider og for at skrive, gå ind på www.livslinien.dk
Thomas Kingston, som tidligere har arbejdet som gidselforhandler i Irak, havde en nær forbindelse til det britiske kongehus gennem sit ægteskab med lady Gabriella Kingston. Lady Gabriella Kingston er datter af prins og prinsesse Michael af Kent.
Prins Michael af Kent er fætter til afdøde dronning Elizabeth, og lady Gabriella har et nært bånd til kong Charles og resten af kongefamilien.
Lady Gabriella og Thomas Kingston blev gift i 2019 i St George's Chapel i Windsor.
Tirsdag udsendte Lady Gabriella Kingston en pressemeddelelse i fællesskab med sin afdøde mands forældre og søskende.
– Det er med den største sorg, at vi meddeler, at Thomas Kingston er død, vores elskede mand, søn og bror. Tom var en enestående mand, der lyste op for alle, der kendte ham. Hans død er kommet som et stort chok for hele familien, og vi beder jer respektere vores privatliv, mens vi sørger over hans bortgang.
Efter nyheden om det tragiske dødsfald sendte kong Charles og dronning Camilla deres dybfølte kondolencer til familien.